Generalforsamling 2013

Referat, ordinær generalforsamling i Odense Journalistforening 27. januar 2013 på First Hotel Grand

Der var mødt 32 medlemmer.

1. Valg af dirigent

Hans Kiel blev valgt som dirigent og konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet.

2. Formandens beretning

Årsberetning

Desværre skal vi i år starte med at mindes ikke færre end seks medlemmer, som vi har måtte tage afsked med i årets løb.

Foto: Robert Wengler

Det er et af foreningens æresmedlemmer, Mogens Kamphøvener, der var formand et enkelt år – fra 1978-79, og som i mange år begavede deltagere i Julefesten med sit opråberi.

Det er forhenværende debatredaktør Peder Overgaard, der gennem mange år var foreningens kasserer.

Det er forhenværende sportsredaktør Poul Ib Pedersen.

Det er journalist Lise Thing, og det er journalisterne Tommy Elsvor og Ib Pedersen.

Jeg vil bede forsamlingen om sammen med mig at holde et minuts stilhed til ære for dem.

2012 har på mange måder været et skelsættende år.

Vi har haft flere frokostmøder end vanligt. Senest lykkedes det at få statsminister Helle Thorning-Schmidt til at komme til et velbesøgt møde på Hotel Cab Inn, men inden vi rundede året af med det, havde en fynsk udkantsminister ved navn Carsten Hansen (S), dagbladet Børsens administrerende direktør Anders Krab-Johansen, DR’s generaldirektør Maria Rørbye-Rønn og cykelkommentator Henrik Elmgreen også lagt vejen forbi foreningen.

Det er rart, når der dukker mere end et par håndfulde medlemmer op til smørrebrød og diskussion, og bestyrelsen har undervejs i de seneste år prøvet forskellige emner og steder af for at finde frem til, hvad det er, I gerne vil bruge tid på.

Det er også grunden til, at vi har inviteret TV2’s mellemøst-korrespondent Simi Jan til at komme og tale om hvilke problemer, hun i kraft af sit køn støder ind i, når hun arbejder.

Arrangementet finder sted den 11. februar, er gratis, men kræver tilmelding, da der er et begrænset antal pladser. Bestyrelsen håber, at dette arrangement kan være afsæt for en ny tradition for aftenmøder med et mere socialt præg.

Tradition var der også tale om, da Odense Journalistforening for knap to måneder siden inviterede til julefest i lokalerne her inde ved siden af på Hotel Grand.

Flere end 100 tilmeldte er rekord i de senere år, og bestyrelsen har taget til efterretning, at medlemmerne på den måde tilkendegav, at de sætter pris på at mødes i traditionsrige rammer. Det blev nogle hyggelige timer, og bestyrelsen vil gerne takke for den fine opbakning.

Der er ingen tvivl om, at arbejdet i bestyrelsen i løbet af 2012 især har været præget af salget af sommerhuset Sønderhuus på Lyø.

Efter mange års tilløb og knapt et år med “til salg”-skilt i forhaven viste der sig midt på sommeren en interesseret køber, som endte med at skrive under på slutsedlen. Selv om handlen foregik midt i sommerferien, lykkedes det foreningens kasserer Jesper Beenfeldt at løfte det tunge, juridiske arbejde, der følger med sådan en hushandel, og det skal han have tak for. Jesper Beenfeldt vil komme mere ind på forholdene omkring salget, når vi når det punkt på dagsordenen.

Selv om vi har solgt foreningens ene sommerhus, kan foreningen stadig tilbyde at sende medlemmerne billigt på ferie, nemlig i Blækhuset på Thurø. Et hus, som bestyrelsen naturligvis i årets løb har været nede for at tage beskik af. Ved den lejlighed besluttede bestyrelsen at sætte fokus på huset for at gøre det endnu mere attraktivt at leje. Det skal ske gennem fortsatte forbedringer samt den prisændring i leje-betalingen, som vi skal drøfte senere på mødet.

Foto: Robert Wengler

Efter nogen tid med en slunken tilgang til de nye medier, blev 2012 året hvor OJ igen var at finde digitalt. Ny hjemmeside og Facebook-profil er det blevet til, så er vi ikke allerede venner, er det med at komme ind og LIKE, som det hedder. Facebook-siden er tilgængelig for alle medlemmer, og bestyrelsen opfordrer til, at man henvender sig her – både med links og idéer til fremtidige arrangementer.

At hjemmesiden opdateres jævnligt, kan vi takke bestyrelsesmedlem Jens Bertelsen for.

Jeg vil også runde af med at takke ham og resten af bestyrelsen for samarbejdet i årets løb. Jeg har valgt at trække mig efter tre år, og selv om det ikke nødvendigvis betyder, at jeg forlader bestyrelsen, vil jeg ønske Odense Journalistforening held og lykke i det kommende år.

SLUT

Niels Jørgen Langkilde roste bestyrelsen for et godt program i det forløbne år.

Beretningen blev godkendt.

3. Orientering om salget af sommerhuset på Lyø

Kasserer Jesper Beenfeldt orienterede om salget af foreningens ene feriehus, Sønderhuus på Lyø. Salgsprocessen blev forsinket af finanskrisen, men huset blev solgt i sommerferien 2012.  Prisen var lavere end forventet og var påvirket af generelt meget lave salgspriser på Lyø.

Nøgletal: Huset var offentligt vurderet til en værdi på 840.000 kr. og blev oprindeligt udbudt til salg for 895.000 kr. Salgsprisen blev 500.000 kr., hvor fra skal trækkes salgsomkostninger på 90.000 kr. Dermed var foreningens udbytte 410.000 kr.

Dette var ikke nok til at indfri lånet i huset på 547.000 kr. Underskuddet belaster derfor foreningens likviditet, og hussalget betyder, at egenkapitalen er faldet fra 1.586.000 kr. ved udgangen af 2011 til 1.238.000 kr. ved udgangen af 2012.

Salget letter dog foreningens økonomi fremadrettet, da driften af Sønderhuus har givet årlige underskud. Vedligeholdelse, afdrag og renter på lån bortfalder, og det vil årligt forbedre foreningens resultatopgørelse med 49.000 kr.

Køberen har tilbudt, at medlemmer af Odense Journalistforening kan leje Sønderhuus på ugebasis, hvis det passer med familiens planer.

Der var ingen bemærkningen til kassererens redegørelse.

4. Kassererens regnskab og beretning

Kasserer Jesper Beenfeldt gennemgik regnskabet for 2012, der endte med et overskud på 28.040 kr. mod et mindre underskud året før.

Bestyrelsens har valgt en strategi, der skal sikre, at huset på Thurø løbende vedligeholdes, så huset er attraktivt at leje, og vi beskytter husets værdi. Derfor skal der løbende afsættes midler til forbedringer af huset.

Den offentlige vurdering af huset på Thurø er det seneste år steget fra 1.400.000 kr. til 1.450.000.

Bjarke Vestesen spurgte om fordelingen mellem medlemmer og ikke-medlemmer, der har lejet husene. Jesper Beenfeldt svarede at det sidste år var det under 10 ikke-medlemmer, der lejede et hus.

Claus Falkenby spurgte til udviklingen i medlemstallet. Det er uændret, da afgangen, bl.a. pga. dødsfald, løbende opvejes af nye medlemmer. Foreningen har ca. 150 medlemmer.

Regnskabet blev godkendt.

5. Indkomne forslag

Ingen indkomne forslag.

6. Fastlæggelse af kontingent og feriehusleje

Bestyrelsen foreslog uændret kontingent.

Bestyrelsen foreslog følgende ændringer af lejen for Blækhuset:

Nuværende leje

Medlemmer Ikke-medlemmer
Weekend 800 1.100
Lavsæson 1.900 2.400
Mellemsæson 2.200 2.700
Højsæson 2.500 3.000

Forslag

Medlemmer Ikke-medlemmer
Weekend 800 1.100
Lavsæson 1.200 1.700
Mellemsæson 2.300 2.800
Højsæson 2.700 3.200

Forslaget begrundes med, at huset gerne skal udlejes mere uden for højsæsonen, og det skal fremelskes gennem et mærkbart prisfald. I højsæsonen foreslås en lille stigning med henvisning til inflationen.

Jan Hillers bemærkede, at husets store kvalitet er udsigten, og at sprossevinduerne i stuen bør laves om, da det lige nu føles som et fængsel, når man kigger ud. Han bad også bestyrelsen om at overveje en rabat til efterlønnere og pensionister og mulighed for billigere weekendleje i lavsæsonen.

Niels Jørgen Langkilde foreslog at invitere udenlandske journalistforeninger til at få adgang til at leje huset, mod at OJ’s medlemmer får adgang til at leje huse i udlandet.

Kirsten Bisgaard foreslog at markedsføre prisnedsættelsen, så alle medlemmer bliver opmærksomme på den.

Prisændringerne blev godkendt.

7. Valg af formand

Malene Birkelund ønskede ikke at genopstille, og bestyrelsen indstillede Jacob Vestergaard, Udvikling Fyn, som ny formand.

Jacob Vestergaard præsenterede sig som journalist gennem 17 år, startende som elev på Jyllands-Posten og med efterfølgende stillinger på Fyens Stiftstidende, Nyhedsavisen, som selvstændig og nu som presseansvarlig i Udvikling Fyn. Sideløbende har han arbejdet som lektor og nu ekstern lektor på Syddansk Universitet, hvor han underviser studerende på masteruddannelserne.

I sin valgtale fremførte han, at foreningen med det gennemførte frasalg af huset på Lyø nu kan koncentrere sig om fremtiden, hvor feriehuset på Thurø, medlemsmøder og juletræsfest betragtes som “core business” (kerneforretningen).

Jacob Vestergaard blev valgt.

8. Valg af fire bestyrelsesmedlemmer

Malene Birkelund blev valgt. Jesper Beenfeldt Nielsen, Jens Bertelsen og Hanne Frette blev genvalgt.

9. Valg af to suppleanter

Ole Henriksen og Ulrik Sass blev valgt.

10. Valg af to revisorer

Jens Andresen og Karsten Hüttel blev valgt

11. Valg af to revisorsuppleanter

Peter Jensen og Tore Bønke Jeppesen blev valgt.

12. Valg af OJ’s repræsentant i bestyrelsen for Lattergalens Venner

Hans Kiel blev valgt.

13. Eventuelt

Jan Hillers mente, at et medlem havde misbrugt muligheden for at drive lobbyvirksomhed ved arrangementet med statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Niels Jørgen Langkilde svarede, at han spørger om det, han brænder for.

Herefter fulgte en debat om medlemsmøderne. Niels Højland advarede mod, at der skal være retningslinjer for, hvad man kan spørge om til foreningens medlemsmøder. Karen Sass opfordrede bestyrelsen til at formulere, hvad man ønsker af medlemmerne, der møder frem til møderne, og måske indføre en moderator til at stille de første spørgsmål for at skabe en mere interessant og vinklet form.

Hans Kiel mente, at mødelederen generelt har ansvaret for at lede møderne og bremse spørgere, der bevæger sig ud af en tangent.

Malene Birkelund sagde, at foreningen inviterer gæster til at tale foran medlemmerne, og at det herefter er op til medlemmerne at stille spørgsmål, så man kommer ind under huden på gæsten.

Morten Vilsbæk anbefalede bestyrelsen at informere gæsterne om, at de ikke skal køre et standardforedrag af, men lægge op til debat, der passer til målgruppen.

Jacob Vestergaard vil tage diskussionen op i bestyrelsen. Foreningens styrke er, at enhver synger med sit næb, og at alle medlemmer skal have mulighed for at stille spørgsmål, også uden den store forberedelse.

Claus Falkenby spurgte om eventuelle planer for at genoplive Foreningen Lattergalens Venner (støtteforeningen under Odense Journalistforening). Hans Kiel og Preben B. Nielsen fortalte, at der var blevet færre til at løse flere opgaver, og at der derfor ikke var udsigt til en genoplivning.

Niels Jørgen Langkilde foreslog at inddrage Lattergalens Venner i planlægningen af foreningsjubilæet i 2016. Erik Grove foreslog at inddrage Erik Stærke-Eriksen i arbejdet.

14. Udlodning af seks rejselegater af 2.000 kroner.

Legaterne blev tildelt Niels Højland, Werner Rasmussen, Morten Vilsbæk, Bjarne Mouridsen, Erik Stærke-Eriksen og Martin Mortensen.

15. Udlodning af en friuge i Blækhuset på Thurø.

En friuge i Blækhuset tilfaldt Preben B. Nielsen.