Odenses journalister samles til kæmpefest

En af landets ældste presseklubber samles til århundredets jubilæumsfest, når Odense Journalistforening på lørdag den 16. april markerer sin 100 års fødselsdag.

100 deltagere er tilmeldt festen, der afholdes på restaurant Boffa i Odense.

– Odense Journalistforening trives trods den høje alder, og vi har siden nytår taget imod en stribe nye medlemmer. Det er fantastisk at se, at vi kan samle så mange til fest fra de forskellige mediearbejdspladser i byen, siger Jens Bertelsen, formand for Odense Journalistforening.

Jubilæet er allerede fejret med udgivelsen af fire kortfilm om journalistikken på Fyn, som den opleves af de mennesker, der har levet af og med den. Filmene er vist over 10.000 gange og kan ses på www.facebook.com/odensejour.

Eksklusive gæster

Odense Journalistforening er ikke en fagforening, men en faglig forening, hvor den fynske medieverden mødes på tværs af mediearbejdspladserne.

Det sker til jævnlige medlemsmøder med eksklusive gæster, der med løfte om referatforbud plejer at tale frit fra leveren.

I 2016 har foreningen foreløbigt haft besøg af energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) og Fyns nye politidirektør Kit Claudi Grøn-Iversen. Helt usædvanligt inviterede foreningen desuden sig selv hjem til Odense borgmester Anker Boye (S), hvor en kritisk gennemgang af byens udfordringer var på dagsordenen.

Odense Journalistforening blev stiftet i 1916 og havde fra starten 23 medlemmer fra aviserne Tidende, Stiftstidende, Fyns Venstreblad, Fyns Social-Demokrat og Ritzaus Bureau. I dag har foreningen 148 medlemmer og tæller redaktører, journalister, fotografer, kommunikationsrådgivere og andre med tilknytning til mediebranchen.

Kontaktperson:

Jens Bertelsen, formand, Odense Journalistforening
Mobil 72 42 52 02,
jebe@borsen.dk

OJ 100 år: Hans Kiel

Der er sket meget med journalistikken på Fyn i de mange år, Hans Kiel har været en del af den. Det fortæller han om i denne film,der er den første i en serie, som skal markere Odense Journalistforenings 100 års jubilæum i 2016.

Filmene handler om journalistikken på Fyn, som den opleves af nogle af de mennesker, der har levet af og med den.