Vi udskyder generalforsamlingen

Kære medlemmer

I 2021 måtte vi springe generalforsamlingen over. Her i 2022 raser corona-pandemien stadig med høje, daglige smittetal i januar. 

Bestyrelsen har derfor valgt at finde en anden dato for generalforsamlingen, som normalt afholdes den sidste søndag i januar. Det gør vi, fordi medlemmerne skal være trygge ved at møde op, og vi ønsker i sagens natur det størst mulige fremmøde.

Vi vender tilbage med en dato, indkaldelse og dagsorden for generalforsamlingen, forhåbentlig i februar. 

Venlig hilsen

Jens Bertelsen
Formand

Tag familien med til julefest i Odense Journalistforening

Nisserne har vimset rundt som flittige bier, julemanden har redt sit skæg, og kassereren har fundet bankopladerne frem. Nu mangler vi bare din og din families tilmelding til Odense Journalistforenings traditionelle juletræsfest

mandag, den 6. december 2021 fra 16-18.

Tag endelig børn og børnebørn med. Eller kom bare selv. Vi skal spise æbleskiver og drikke gløgg (eller kaffe/te og varm kakao), ligesom vi skal spille banko om godteposer og et antal flade juleænder. Tidligere har vi endda fået fornemt besøg af selveste Julemanden Julius.

Det foregår naturligvis på

Grand Hotel i Jernbanegade, Odense.

Det koster 50 kroner pr. deltager (uanset køn og alder), og spilleplader kan købes på stedet af vores kasserer. Vi modtager kontanter og Mobilepay.

Tilmelding til Hanne Frette på hda@jfmedier.dk senest onsdag den 1. december 2021.

Husk at oplyse antal deltagere fordelt på børn og voksne. Og vær forberedt på at vise coronapas!

Mange julehilsner

OJ’s bestyrelse

Kom til frokost med politidirektør Arne Gram

Arne Gram, Fyns Politi

Arne Gram er chef for 800 ansatte i Fyns Politi og skal håndtere alt fra bandekriminalitet til butikstyve, fra vanvidsbilister til psykisk syge, der skal tvangsindlægges. Hvad er de største udfordringer lige nu for Fyns Politi, og hvordan ser politidirektøren på politiets åbenhed i forhold til pressen? 

Det kan du få svar på, når Odense Journalistforening inviterer medlemmerne til frokost med politidirektør Arne Gram

Tirsdag, den 2. november 2021 kl. 12-13.30
på Olivia Brasserie, Vintapperstræde 37 i Odense C

Arrangementet er gratis for medlemmer, og foreningen er vært ved en frokost, Olivias berømte “sorte gryde” med langtidsbraiserede svinekæber. Dertil øl/vand og kaffe.  

Tilmelding hurtigst muligt og inden 29. oktober 2021 kl. 12 til Hanne Frette, hda@jfmedier.dk.

Venlig hilsen
Bestyrelsen

Velkommen til fremtiden: Spis middag med Media City Odenses direktør

Anne Dyrehauge

Danmarks første medietechklynge, Media City Odense, er født, og målet er at skabe et fantastisk miljø på tværs af medievirksomheder og uddannelsesinstitutioner, så vi får nye medie-iværksættere, der kan gøre Odenses verdensberømte robotbranche kunsten efter.

Men hvordan gør man lige det, og hvad er det lige, vi skal gøre anderledes på Fyn fremover? Media City Odense er skabt af TV 2 Danmark, Jysk Fynske Medier, TV 2/Fyn samt Syddansk Universitet og Odense Kommune, og klyngen suger erfaringer fra lignende satsninger i Bergen og Hamborg.

Der er altså rigeligt at tale med Anne Dyrehauge om. Hun er tidligere redaktionschef på TV 2 Play og siden januar direktør for Media City Odense. 

Kom og mød hende til Odense Journalistforenings arrangement 

onsdag, den 25. august 2021 kl. 19.00
på Olivia Brasserie, Vintapperstræde 37 i Odense C

Arrangementet er gratis for medlemmer, og foreningen er vært ved et stjerneskud, øl/vand og kaffe.  

Vi glæder os til at se jer til det første møde på god afstand af corona og forsamlingsforbud. Husk coronapas!  

Tilmelding hurtigst muligt og inden 20. august 2021 til Hanne Frette, hda@jfmedier.dk.

Venlig hilsen
Bestyrelsen

20 år efter: Oplev Odense Teaters store 11. september-forestilling

Terror-is-me

Vi glæder os til at se jer til en aften med en dyster fortælling, der nok skal give noget at tale om. 

For de fleste husker præcist, hvor de var, og hvad de lavede, da de så tvillingetårnene i New York styrte i grus i 2001. På 20 års afstand kan vi se alle de konsekvenser, terrorangrebet fik – også langt ud over USA’s grænser. Det angreb ændrede ikke blot USA’s historie, men hele verdenshistorien.

Odense Teater opsætter en helt nyskrevet forestilling på Store Scene, Terror/is/me, der  udstiller og undersøger alle vores fordomme og al vores frygt i en strøm af virkelige beretninger fra den skæbnesvangre dag. Som et terrorrekviem sættes der gang i vores sanser og følelser med musik, lyd, ord og krop.

Odense Journalistforening inviterer eksklusivt sine medlemmer til at se forestillingen

mandag, den 13. september 2021

med følgende program: 

  • 18.00 Tapas på Nelle’s på Odense Teater
  • 18.30 Kort oplæg ved Odense Teaters nye direktør, Jacob Schjødt
  • 19.30 Vi ser forestillingen Terror/is/me på Store Scene. 

Arrangementet er gratis for medlemmer, og der er et begrænset antal billetter – først til mølle! Husk at melde afbud hurtigst muligt, hvis du bliver forhindret. 

Og husk coronapas! 

Tilmelding hurtigst muligt og inden 5. september 2021 til Hanne Frette, hda@jfmedier.dk  

Venlig hilsen
Bestyrelsen

AFLYST Frokost med Anders Langballe: Må det koste livet at have verdens bedste job?

Anders LangballeOdense Journalistforening inviterer medlemmerne til frokost i selskab med en af branchens store profiler, Anders Langballe, der fortæller om sit liv i journalistik og giver sine refleksioner om, hvordan og hvorfor det næsten skulle koste ham livet at have “verdens bedste job”.

Anders Langballe var i mange år fast inventar på tv og en af Christiansborgs mest benyttede analytikere. Det ændrede sig på et øjeblik en dag i november 2018 under et møde med daværende statsminister Løkkes stab og en flok kollegaer fra TV 2.

Her blev Anders ramt af en blodprop i hjernen og vågnede uden et sammenhængende sprog. Efter et intensivt forløb med genoptræning og en langstrakt erkendelsesproces – der stadig er i gang – arbejdede han sig tilbage til et liv på nye vilkår.

Nu ser han tilbage på et liv i journalistik, hvor han ville ønske, at han havde truffet en række andre valg. Når folk spørger, om han savner det hektiske liv på Christiansborg, er svaret nej. Med tilføjelsen: At han er glad for at have været der og ikke ville have været det foruden.

Anders vil på mødet forsøge at give sine refleksioner om faget, ærgerrighed, ambitioner og prisen for at nå toppen i en benhård, konkurrencepræget medieverden og kampen for at finde sine ben igen, når livet vender 180 grader.

Anders Langballe er journalist fra Journalisthøjskolen og har været politisk reporter på Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og TV 2. Fra 2011 til 2018 var han politisk redaktør på TV 2. I dag er han kommunikationschef i Danske Handicaporganisationer.

Frokostmødet finder sted

fredag den 23. oktober 2020 kl. 12-13.30

på Restaurant Nordatlanten, Nordatlantisk Promenade 1 i Odense C.

Til dette arrangement er foreningen vært ved en sandwich, øl/vand og kaffe. Mødet er forbeholdt foreningens medlemmer, og der er som altid referatforbud. 

Covid-19: Odense Journalistforening følger sundhedsmyndighedernes anvisninger, herunder om maksimalt deltagerantal. Hjælp os med at holde afstand. Føler du dig syg, skal du blive hjemme. 

Tilmelding hurtigst muligt og senest 18. oktober 2020 til Hanne Frette, hda@jfmedier.dk

Venlig hilsen
Bestyrelsen

Hvad sker der for Radio Loud? Få svaret til sommerens hotte OJ-arrangement

Danmarks nye radiokanal, Loud, har haft en svær start. Kulturministeren er “utroligt skuffet”, og kritikere spørger, om DAB-kanalen overhovedet opfylder sin sendetilladelse eller de løfter, der bankede 24Syv af banen.

Og hvordan er det at starte midt i en coronakrise, have små lyttertal og samtidig hyre psykologhjælp til personalet, der udsættes for grov mobning udefra? 

Det og meget andet fortæller Radio Louds bestyrelsesformand, Svendborg-drengen Martin Larsen, om på sommerens OJ-møde

tirsdag den 25. august 2020 kl. 19.00

Restaurant Nordatlanten, Nordatlantisk Promenade 1 i Odense C.

Til dette aftenarrangement er foreningen vært ved et let måltid (skindstegt unghane), et glas øl/vand/vin og kaffe. Mødet er forbeholdt foreningens medlemmer, og der er som altid referatforbud. 

Covid-19: Odense Journalistforening følger sundhedsmyndighedernes anvisninger, herunder om maksimalt deltagerantal. Hjælp os med at holde afstand. Føler du dig syg, skal du blive hjemme. 

Tilmelding hurtigst muligt og senest 19. august 2020 kl. 12 til Hanne Frette, hda@jfmedier.dk

Venlig hilsen
Bestyrelsen

 

Bliv klog på letbanen: Mød direktør Mogens Hagelskær

Letbanebyggeriet sætter sit præg på store dele af Odense, og skinnesystemet er byens store samtaleemne. Men er letbanen stadig svaret på fremtidens transportbehov, holder budgetterne og passagerprognoserne? Det fortæller Odense Letbanes direktør Mogens Hagelskær om til frokostmøde i Odense Journalistforening

tirsdag, den 4. februar 2020 kl. 12-13.30

Olivia Brasserie, Vintapperstræde 37, Odense C.

Mødet er forbeholdt OJ’s medlemmer, og foreningen er vært ved en let frokost og kaffe. 

Tilmelding senest 31. januar kl. 12. til Hanne Frette på hda@jfmedier.dk. 

Mange hilsener
Bestyrelsen

Generalforsamling 2020

Generalforsamling

Velkommen til medlemsmøde og 
generalforsamling i Odense Journalistforening
søndag den 26. januar 2020 kl. 10.00
i Historiens Hus, Klosterbakken 2, Odense

Vi indleder dagen med et kort oplæg af Venstres nye borgmesterkandidat Christoffer Lilleholt, der allerede har indledt kampen for en blå valgsejr til næste kommunalvalg. 

Foreningen er vært ved lidt at spise og drikke, inden vi tager fat på generalforsamlingen og denne dagsorden:

1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning.
3. Kassererens regnskab og beretning.
4. Indkomne forslag.
5. Fastlæggelse af kontingent og feriehusleje. Bestyrelsen foreslår uændret kontingent og feriehusleje. 
6. Valg af formand. Jens Bertelsen genopstiller.
7. Valg af fire bestyrelsesmedlemmer. Jesper Beenfeldt Nielsen, Hanne Frette og Eva Kristina Mikkelsen genopstiller. Malene Birkelund genopstiller ikke. Bestyrelsen foreslår Jens Wermuth Andresen som nyt medlem.
8. Valg af to suppleanter. Bestyrelsen foreslår Ann-Sophie Holm (TV2/Fyn) og Jakob Risbro (TV2/Fyn).
9. Valg af to revisorer
10. Valg af to revisorsuppleanter
11. Eventuelt.

12. Udlodning af 2 rejselegater á 2.000 kroner.
13. Udlodning af 2 x 1 friuge i Blækhuset på Thurø.

Forslag til generalforsamlingen skal ifølge §8 i vedtægterne være indsendt til bestyrelsen senest fem dage før generalforsamlingen, hvilket i år vil sige

tirsdag den 21. januar 2020 kl. 10.

Det samme tidspunkt gælder for ansøgningerne, der måtte være til rejselegaterne. Forslag samt ansøgning om legat sendes til formand Jens Bertelsen, Victoriagade 1, 5000 Odense C, eller e-mail: jenbe@jfmedier.dk 

Alle medlemmer af Odense Journalistforening kan ansøge om et legat på 2.000 kroner til en udenlandsrejse, og vi trækker lod blandt de indkomne ansøgere på generalforsamlingen. For at deltage skal man have været medlem af OJ i mindst et år, og man skal være til stede på generalforsamlingen. Sidste års legatmodtagere kan ikke komme i betragtning. Får man et rejselegat, kan man ikke samtidig deltage i lodtrækningen om friuger i Blækhuset.

Med venlig hilsen
Jens Bertelsen
formand

Spis frokost med en travl forsvarsminister

Trine Bramsen

Regnskabsrod i ministeriet, politianmeldelser af medarbejdere og hjemsendte chefer. Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har favnen fuld af opgaver – og oven i det hele eskalerer konflikten i Mellemøsten. 

Jo, der er meget at tale om for den fynske minister, som nu har et halvt års erfaring på den højspændte post. 

Derfor har vi inviteret Trine Bramsen på frokost

mandag den 20. januar 2020 kl. 12-13.30

Restaurant Nordatlanten, Nordatlantisk Promenade 1 i Odense C
(Tip: Gå via Byens Bro, hvis du kommer fra centrum).

Hør ministeren fortælle om sin første tid som minister, håndteringen af op- og nedture og om forholdet til pressen.

Foreningen er vært ved mad og drikke. Arrangementet er kun for medlemmer af OJ, og der er referatforbud ved mødet.

Tilmelding senest 16. januar kl. 12 til Hanne Frette, hda@jfmedier.dk.

Mange hilsener
Bestyrelsen